Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores traditioner

Børnehuset Elnasminde har året igennem traditioner af forskellig art, der både giver en genkendelighed for børnene, skaber et fællesskab med børn og forældre og giver læringsgrundlag for vores kultur.

Februar:

 

Fastelavn

Vi holder fastelavnsfest, hvor vi inden har øvet os på sange/sanglege, der passer til dagen. Børnene laver i ugerne op til pynt til det fastelavnsris forældrene har medbragt. Vi bager frugtboller, der på dagen serveres sammen med kakao til formiddagsmad. Vi slår katten af tønden, nogen ude nogen inde på gruppen og kattekonge og kattedronning fejres. Børnene leger indenfor med deres kostumer og de voksne er også klædt ud.

 

April:

 

Påskefrokost

Vi holder påskefrokost – der kan være smør selv, hvor børnene har bestemt, hvad der skal være til deres påskefrokost. Vi holder samling, hvor vi synger periodens sange/sanglege. Børnene finder påskeharen, der har gemt chokoladeæg til dem udenfor.

 

Jordens Dag

Vi holder Jordens dag, hvor vi om formiddagen planter træer, planter eller blomster på grupperne, og synger Jordens Dag sangene og får jordbær til formiddagsmad. Jordens Dag afholdes på en fredag, hvor forældre inviteres til at komme om eftermiddagen og hjælpe os med projekter udenfor. Det kan være alt fra nyt sand i sandkassen til blomsterbed, til urtehave eller fuglekasser. Som afslutning giver Elnasminde aftensmad som tak for hjælpen. Ved at forældrene er med til forskellige arbejdsopgaver, giver det mulighed for at lære nye forældre i børnehuset at kende, og det giver flere muligheder for gode relationer mellem forældrene.

 

Afslutning for kommende skolebørn

Vi holder samling for de kommende skolebørn udenfor, hvor vi fejrer, de skal videre i skole. Det bliver gjort med en ”tunnel” af flag og en diplomoverrækning og en fællessang. De kommende skolebørn deler ud til alle og om formiddagen er der fælles formiddagsmad evt. koldskål.

 

Juni:

 

Bedsteforældredag

Børnene øver sig inden godt på de sange og sanglege, de skal synge på bedsteforældredagen. Børnenes bedsteforældre eller ”den bedste” inviteres til at være med i børnehuset en formiddag. Vi holder samling, hvor vi sammen synger sange, og leger sanglege. Vi laver et par forskellige værksteder på legepladsen, som børnene sammen med deres bedsteforældre kan deltage i. Vi serverer kaffe og the. Bedsteforældrene er velkomne til at have picnickurv med og spise sammen med deres børnebørn.

 

September:

 

Høstfest

Børnene arbejder med emner omkring høst i ugerne inden, både praktisk, med sange og med læsning om emnet. Dette udmunder i en høstfest en fredag for forældre og børn. Her udstilles der billeder af hvad børnene har oplevet i ugerne inden, og vi spiser sammen med en ret, forældrene hver især medbringer.

 

November:

 

Lanternefest

 

Børnene maler i ugerne op til hver deres lanterne, og vi øver os på sangen vi skal synge. En dag i november inviteres børnehavens børn og forældre til lanternefest, hvor vi går en tur med de tændte lanterner og vi synger lanternesangen samt får besøg af ”Gammel Morten”. Vuggestue-børnene går om formiddagen med personalet.

 

December:

 

Risengrød til nissen

I starten af december sættes der risengrød til nissen på alle grupper, og vi holder øje med om nissen har spist den. Der spises risengrød med kanel og smørklat til formiddagsmad og vi synger julesange og læser bøger om jul og juletraditioner.

 

Besøg af julemanden

Der holdes fællessamling på grupperne, hvor der synges periodens traditions sange/sanglege og julehistorie. Vi henter et juletræ, der bliver pyntet - gerne noget alle de små fugle kan spise og vi har bagt julekager. Julemanden kommer på besøg på legepladsen og vi samles ved juletræet, hvor vi synger de sange, vi har øvet os på, derefter deler julemanden julehjerter ud til alle børnene.

 

Lucia og julecafe

De ældste børn går Lucia-optog for børn og forældre om eftermiddagen De har øvet sig i at synge og gå i ugerne inden. Vi har bagt Lucia brød, der serveres sammen med varm kakao ved bålet udenfor.